Gymnastik - uge 10 og 11

18/03 2019

Gymnastikopvisninger, turnéweekender - det er forår og højsæson for årets opvisninger.

Tiden går, klokken slår – der er mange floskler og vendinger til rådighed, når man vil bruge tiden som undskyldning for ikke at nå alt det, man gerne vil. Det er jo nok ikke tidens skyld, men derimod min måde at bruge tiden på, der gør, at jeg ikke altid kommer i mål med mine forskellige gøremål til tiden. Bl.a. nyhedsbrevet. Men som før nævnt, så overtager vi jo hele tiden nye gøremål, som det tager lidt tid at få ind i ens planlægningskalender. Derfor kan jeg også godt sætte mig lidt ind i, hvordan eleverne engang imellem må have det. Især nu, hvor opvisningssæsonen er på sit højeste. Måske er det lidt svært hele tiden at bevare overblikket. Heldigvis er de i kyndige hænder hos en flok engagerede gymnastiklærere, der sørger for, at alle får det maksimale ud af vores opvisninger - både publikum, men så sandelig også vores elever.

Det er en god tid lige nu – selv om det også er en hård tid. 5 opvisninger pr. weekend er meget, og derfor er det også velfortjent, at eleverne er hjemme et par dage for at hvile ud, men jeg er sikker på, det er det hele værd. For mig at se er det klart en kulmination på måneders slid, frustration, forløsning, latter og gråd. Det er lige nu, vi ser det, der også definerer efterskolen. Gymnastikken er selvfølgelig en opvisning i færdigheder, og eleverne er alle blevet dygtigere. Men det er også et fantastisk udtryk for det fællesskab, efterskolen er. De løfter virkelig i flok, fremstår som en fasttømret enhed, og de udstråler alle glæde med masser af smil og humør. Reaktionerne, i de haller vi kommer, er også fantastiske. Hvad enten det er til de allermindste lokalopvisninger, eller det er i de store haller i f.eks. Ringkøbing eller Holstebro, er publikum meget glade for, hvad de ser. Musikken og glæden smitter og opbakningen fra publikum er mærkbart større overfor vores elever end overfor mange andre skoler og klubber. Så stor ros til vores dygtige instruktører, og stor ros til jer for at møde talstærkt op de forskellige steder. Eleverne er altid ekstra opmærksomme på, om der er forældre eller anden familie tilstede, og de glæder sig altid over jeres besøg.

Vi håber, eleverne vokser af denne store oplevelse. Ikke kun på skolen, men også mærkbart hjemme hos jer forældre. Glæden ved at have arbejdet intenst med noget i lang tid og så opleve, at det lykkes, må være stor. Det må være noget af det, de husker allerbedst, og som de bærer med sig videre i livet.

En anden stor oplevelse, der skal nævnes i dette nyhedsbrev, og som desværre gled ud sidste gang, er bedsteforældredagen. Den havde vi for en 14 dage siden, og det var en rigtig god dag. Langt over 200 bedsteforældre mødte op på skolen, og eleverne var utrolig glade for besøget. Der blev vist rundt og fortalt, spist og snakket, og ikke mindst fik eleverne lov til at vise gymnastikopvisningen, til stor glæde for alle de fremmødte. For os som skole i den grundtvigske tradition er det også en glæde at opleve samhørigheden generationerne imellem. Den glæde de har af hinanden, ikke kun som venner på f.eks. facebook, men af at være familie med hinanden og have en stærk relation, der også er dejlig at opleve. Man kan godt som forældre engang imellem bekymre sig om, hvorvidt de mister noget vigtigt ved at være så meget på ”online”. Vi skal også hele tiden være opmærksomme på deres brug af digitale medier. Men på lige præcis bedsteforældredagen var eleverne utrolig meget til stede i ”virkeligheden” og nød det lige så meget som bedsteforældrene. Det er dannelse at huske sig selv på engang imellem som en familie også.

Med hensyn til brugen af digitale medier kan jeg da lige henvise til vores foredrag d. 23. maj med lægen Imran Rashid, der har skrevet en udmærket debatbog om emnet. Foredraget hedder, som bogen, ”Sluk” og omhandler vores daglig brug af mobiltelefoner og andre elektroniske medier og kommer ind på, om vi mangler lidt omtanke i den forbindelse.

Billetter kan købes her:

Selvom der er flere opvisninger i år, er de to store opvisningsweekender nu overstået og lige så stille sniger der sig en hverdag ind på os igen. Det nyder vi mindst lige så meget sammen med jeres herlige unge mennesker. Hverdagen er nødvendig for at give ro og fylde, så der bliver tanket op til andre kommende udfordringer.