Besøg fra skoler, kirke og næste år - uge 5

05/02 2019

Uge 5 blev en slags besøgsuge på Lomborg. Blandt andet hilste vi på eleverne på næste års elevhold.

Vi siger ofte, at vi er helt vilde med at få besøg på Lomborg. Vi nøjes dog ikke med at sige det. Vi gør det også – får besøg, altså.

Det er aktiviteten i uge 5 et meget godt eksempel på.

I begyndelsen af ugen havde vi dels besøg af flere 9. klasser fra Christinelystskolen i Lemvig samt 8. klasse fra Lemtorpskolen – ligeledes i Lemvig – fordi vi er i gang med at få alle kommunens overbygningselever igennem vores springcenter. Formålet er at få folkeskoleeleverne til at stifte bekendtskab med den aktivitet og motion, der er en af hjørnestenene på vores skole.

Vores håb er naturligvis, at nogle af eleverne ikke vil nøjes med 90 minutter med fuld fart på, men vil udvide til et helt år på efterskole. Og helst på Lomborg…

Nogle vil måske mene, at det er lige kort nok at tage på efterskole i Lomborg, hvis man bor i Lemvig, Bøvling eller Harboøre og Thyborøn, men erfaringer fra tidligere elever viser, at når man er på efterskole, er man på efterskole – uanset om ”rigtigt hjemme” er 10 eller 100 kilometer væk.

Ud over at blive introduceret for springenes forunderlige og roterende verden, havde skoleeleverne også mulighed for at lege og konkurrere – og blive grundigt forpustede. I tror sikkert, at en såkaldt tykmåtte kun kan bruges til en ting – nemlig til at lande blødt på. Skoleeleverne ved, at den kan benyttes på mange forskellige måder, og det er ikke noget, man kommer sovende til.

Nogle af de gæster, vi havde forbi skolen i løbet af uge 5, er nok lige unge nok til at blive skrevet op til en plads. 40 børn fra den lokale børnehave var på eventyrløb tilrettelagt af et par af vores lærerpraktikanter og udført af dem og 20 dygtige og meget pædagogiske elever. Eleverne var klædt ud som blandt andet fe, heks, klovn og prinsesse, og så var opgaven for børnehavebørnene at finde frem til prinsessen.

Heldigvis var børnehaveungerne godt klædt på. Det foregik udendørs, så det gjaldt om at have huen trukket godt på. Prinsessen var bare i kjole og krone, så Mathilde – som var prinsessens borgerlige navn – var heldig at få en masse krammere i børnehøjde, da eventyrløbet var slut.

Fredag og lørdag var det så 40 kommende konfirmander, der var på besøg. Et par gange om året er der kirker, der benytter vores faciliteter til konfirmandlejr. Det er nemt og billigt for kirker, præster og konfirmander – når vi selv skal skrive det – fordi de får kost og logi og aktivitet. Inklusive spring og leg. Tak for besøget. Vi vil ikke skrive, at vi beder til, at jer fra Mejdal Kirke kommer igen næste år, men vi håber det.

Hvis nogle af nyhedsbrevets læsere kender til kirker, der er interesseret i at afprøve os i lejrsammenhæng, så giv lyd. Vi er som nævnt altid interesseret i besøg.

Og besøg fik vi også søndag. Et helt særligt besøg. Vores faste elever var taget hjem, fordi langt, langt de fleste havde været til elevfest om fredagen, men over 60 unge fra næste års elevhold rykkede ind hele søndagen. Her så de skolen, og de så hinanden an. Også med et smil.

Der er stadig længe til midten af august, men sådan et halvt års tid går hurtigt, så lige pludseligt er LGI 19/20 flyttet ind.

Imens nyder vi tiden med LGI 18/19.

”De gamle” har lige valgt linje- og valgfag for tredje og sidste gang, og så bliver der ellers skruet gevaldigt op for gymnastikken. Dog ikke mere end at vores fodbolddrenge og fodboldpiger var nede ved grænsen for at spille indendørs en hel dag.

Det gik vildt godt for vores piger, som kvalificerede sig til DM i indendørs fodbold. Tillykke til dem. Og tak for alle besøgene.