2019 kom hurtigt op i fart – uge 2 og 3

18/01 2019

Efter to ugers juleferie har man brug for en rolig begyndelse på det nye år. Men det havde vi ikke tid til. Der var Efterskolernes Aften og skitur.

Den store gensynsglæde blev pakket ud og eksploderede i et festfyrværkeri af kram, da eleverne mødte hinanden for første gang i 2019. Efter to ugers juleferie var der noget, der skulle indhentes.

Vi hører altid eksperter sige, at vi skal tage det roligt efter en lang ferie. Normalt er det møntet på sommerferien, men efter 14 dage i afslapnings-mode kunne man vel nok have brug for lige at starte stille op.

Det havde vi bare ikke tid til.

I uge 2 – den første skoleuge i det nye år – skulle vi ud over alle de normale aktiviteter også være værter ved Efterskolernes Aften.

Den aften går for at være en af de vigtigste aftener på en efterskole i årets løb, men det er ikke særligt præcist udtrykt. For naturligvis skal aftenen – i lighed med den helt store Efterskolernes Dag – bruges til at få unge mennesker til at vælge Lomborg som efterskole, men det er dagligdagen, der ”sælger” en efterskole. Det skulle gerne rygtes, at det er godt at gå på Lomborg.

Men naturligvis er vigtigt at få vist ”nye mennesker”, hvad vi kan, og hvad vi står for, og sådan en aften er det i høj grad eleverne, der er på. De giver den som rundvisere og som ”levende udstilling”, når der danses, boldspilles, springes og sys. Knap 200 børn og voksne rundede skolen i løbet af de tre timer. Det er en del flere end sidste år, og det tager vi som et skulderklap. Vi er sikre på, at vores elever fik solgt skolen godt.

Ved Efterskolernes Aften i slutningen af september har vi omkring 1000 besøg, men en hverdagsaften i januar er også bare noget andet.

Det er altid dejligt at få gæster på besøg, uanset om det er tidligere elever eller nogle, der kigger på efterskole. På Efterskolernes Aften blev det endnu engang bevist, at Lomborg også er en familieskole, som forældre vælger til deres børn – eller børnene naturligvis vælger selv.

Derfor kiggede Dorthe forbi værelse 3 på Hera. Her boede hun et år i midten af 80erne, og det lignede sig selv. Dorthe gik på skolen i to år, og hun kunne til gengæld ikke udpege det værelse på ”lille pigegang” – Afrodite, hvor hun også har boet. Der er lavet meget om på skolen siden dengang. Vi håber, at Dorthes søn, Magnus, om nogle år flytter ind på Poseidon, Zeus eller Apollon.

Alle er velkomne på Lomborg. Både dem, der har haft forældre eller onkler og fastre, der har gået på skolen – og dem, der aldrig har været i nærheden af skolen før. Vi bilder os ind, at vi tager hånd om alle.

Efter den succesfulde Efterskolernes Aften havde vi lige en hel normal torsdag, inden der skulle ske noget meget unormalt. Den normale torsdag var da også relativt normal med velkendt skema fra 6.45 til 17.30, men vi kunne godt mærke på eleverne, at noget var anderledes. Spændingen steg som timerne gik.

For vi skulle jo afsted på skitur torsdag aften klokken 22.

Vores tur til Wagrain kan du læse udførligt om et andet sted her på vores web, og hvis du går på de sociale medier – Instagram og Facebook – er der masser af billeder og video.

Så her vil vi bare konstatere, at selv halvdårligt vejr ikke kan ødelægge en lejrskole. De store snemængder i Østrig betød, at lifter og pister var lukkede halve eller hele dage, hvilket begrænsede vores kørsel. Der var også dage med tåge og sne, men så fik vi prøvet at køre i det.

Elevhold 18/19 fik kørt en masse på ski. Dem, der ikke kunne det, da vi ankom til Wagrain, lærte det, mens de mere erfarne prøvede at køre på ski for første gang – med hinanden.

Lejrskolen – som skituren jo er – var igen i år stedet, hvor vi rykkede tættere sammen. Dels de to gange 18 timer på trang plads i busserne, men også på skihold, ”nye” værelser og under de mange hyggelige stunder på Jugendhotel Oberwimm. Det er et skønt sted. Det passer godt til sådan nogle som os.

Tak for en rigtig god skitur med smil og ”mæ på’en”.

På vej hjemad læssede vi elever af i Bov, Kolding, Vejle, Herning og Holstebro. Vi har jo elever, der bor på både Als og Amager, og de behøver jo ikke køre med til Lomborg, når der alligevel er to fridage samt en weekend i sigte.

Dem, der tog hele turen hjem, fik hotdogs. Og så fik de fri.