Medie - billeder, video og journalistik

Billeder og Video

Vil du arbejde med foto og video på efterskole, så skal du vælge medielinjen!

Billeder og video har en enorm betydning i de moderne medier. Du kommer ud og prøver kræfter med det moderne billedsprog. Vi laver videoer, og vi arbejder med spejlreflekskameraer og billedredigering. Når vi ikke er ude at lave optagelser, undersøger vi, hvordan vi dagligt bliver påvirket af medierne. 

Foto på efterskole

Her bliver der fotograferet og resultaterne bearbejdes i Photoshop eller andre billedbehandlingsprogrammer. På skolen har vi også vores eget lille studie, hvor man kan lave portrætfoto og ved hjælp af greenscreen arbejde med fritlægning og placering i helt andre omgivelser. Vi kan lave brush-up og trylle med farver, skarphed og balance til det helt perfekte resultat opnås!

Det billede, som alle gerne vil tage, som udfordrer både kamera og evner, skal der prøves kræfter med - det kan være ”rygende vand”, ”lysstrimler ved lang lukketid”, time lapse eller andre spændende projekter.

Film på efterskole
Film og redigering er vigtige omdrejningspunkter i medielinjens arbejde. Der bliver lavet promoveringsfilm for skolens linjer, springfilm, eSports-film, og hvad der ellers dukker op af opgaver. Medielinjen deltager ofte i konkurrencer, hvor der dystes om at lave den bedste historie eller produktion. Filmene bliver uploadet til skolens Youtube-kanal, og nogle vil også kunne findes direkte på skolens hjemmeside.

Filmuge på Lomborg
Filmugen er højdepunktet for medielinjens arbejde. Alle efterskolens elever skal i en hel uge producere kortfilm. De filmtekniske evner kommer på overarbejde gennem hele forløbet, hvor videoredigering, tonemesterarbejde og production design blot er nogle af de opgaver, medieholdet står overfor. Vi får hjælp af en professionel filminstruktør, så alle bliver sat grundigt ind i filmens verden. Når man har været med i filmugen, vil man i al fremtid se film på en helt ny måde!

  • medie efterskole
  • mediefag efterskole