Onsdag d. 16. januar - Først med bus – og endelig er vi fremme

17,5 timer tog det at komme fra Wagrain til Lomborg. De fleste elever kom sovende hjemad.

 

Der foregår altid noget, når man har med efterskoleelever at gøre. Der foregår faktisk en masse, men dels er der sjældent grund til at overvåge og iagttage, hvad der sker, og andre gange er det måske også bare mest for sjov mellem de jævnaldrende teenagere.
Da de to førstesale i de dobbeltdækkerbusser fra De Blå Busser og Engesvang Turistfart var forbeholdt eleverne, var det begrænset, hvad vi hørte af historier deroppe fra. Gulvene var fyldt med hvide forlængerledninger, eleverne var indhyldet i tæpper, puder – og nogle i hinanden – og der blev konsumeret en del chips og slik. Der venter vist en ”afrusning” de kommende fridage.
Efter den sidste skidag tirsdag, var vi effektive med at blive badet, få spist og pakket, så vi kunne sætte kurs mod Danmark til tiden. Vi var faktisk klar til at køre tidligere end planlagt. Heldigt nok, da de næste to dobbeltdækkere med Dejbjerglund Efterskole holdt på den snefyldte parkeringsplads og ventede på at overtage de pladser, vores busser havde optaget i nogle dage.
Det var ikke blot elever fra Dejbjerglund Efterskole, der kom ned til et ophold a la Lomborgs i Wagrain. Vores køkkenassistent Jette hilste lige hurtigt på sønnen Rasmus, der skulle ud i sneen, og vi har også et par Lomborg-piger fra sidste år, der kunne hilse på nogle af deres gamle kammerater. Hyggeligt at møde Lomborg-folk rundt i verden.
Turen hjem gik upåklageligt. Kun de planmæssige stop – ingen kø. Vi nåede fra Wagrain til Lomborg på 17,5 timer. Vi suste afsted.
Der var også lidt sug i den i en af busserne.
Det kan godt være, man ikke opdager, at en del saltstænger ryger på gulvet. Det er også sandsynligt i et eller andet omfang, at ingen fortæller, at de knaser rundt i saltstænger, så de bliver til krummer – men så er det godt, at der er en striks chauffør, der lige finder en støvsuger frem.
Endeligt kunne de udlagte strømkabler i bussen bruges til noget fornuftigt. Så gik det ikke kun op i mobiltelefoner, filmkigning og ”bib-spil”.
Tak til chaufførerne Brian og Henrik i bus 1, og Sofie og Henrik i bus 2 for at tage sig godt af os. Fragte os sikkert fra frem og tilbage og naturligvis lige fortælle, hvordan de vil have det.
På sådan en skitur finder man ud af, hvor godt man har det på en efterskole.
Tænk at få cirka seks dage afsted med kammeraterne. Tænk at blive indkvarteret et sted, hvor der er helpension, haller, trampoliner og fri sodavand. Tænk at blive udstyret med stort set alt fra støvler og ski til hjelm og halsedisse. Tænk at få instruktion og license-to-lift.
Det er i hvert fald anderledes end to overnatninger i en fugtig hytte i Danmark.
Alt kan lade sig gøre, når man har med positivt indstillede elever at gøre, og tingene bliver en succes, når der er lærere, ansatte og andre Lomborg-instruktører, der gør deres yderste for at skabe en god tur. Det lykkedes – i al beskedenhed.
Så hurra for os selv.
Og hurra for Mads Maretty, vores gymnastiklærer, som var den anden lærer, der fyldte rundt under skituren. Forleden var det Lotte Bøg-Jensen, der blev 50, og på hjemrejsedagen rundede Mads 30 år.
Han sprang stille og roligt ind i et nyt årti. Han blev fejret med fødselsdagssang i bus 1, og så var der hotdogs, da vi vendte tilbage til Lomborg kvart over 12. Serveringen var dog ikke i anledning af Mads’ fødselsdag, men stort tillykke alligevel.
Godt nytår. Til Mads, Lotte og alle andre.
Vi ses i Wagrain næste år.

 

 

 

Tirsdag d. 15. januar - For oven over alting…

Skituren for LGI 18/19 er slut. Vi fik ikke kørt på så mange forskellige pister som håbet, men vi ser tilbage på en god tur uden skader

Skituren for LGI 18/19 passerer revy, når man står midtvejs på Rote 8 og snupper den sidste tur ned ad bjerget. Når man kigger ned, er der mere sus under skiene end der har været på noget andet tidspunkt under den fire dag lange tur, og når man kigger op er der – blå himmel.
Apropos revy, så kommer man uvægerligt til at tænke på Dirch Passers revytekst ”For oven over alting, stråler moder sol”, fra ABC Teatret  for 63 år siden. I hvert fald titellinjen, for solen dukkede op de sidste timer, vi stod på ski i Østrig.
Solen kom, og næsten som om, den store bjerg-til-bjerg-lift G-Link var drevet af solceller, begyndte den at svæve. Hele denne skiverden skiftede var delvist i gang til sydende aktivitet.
Det med solen er et godt minde at have. Der har været mange, for uanset vejret – og det har været udfordrende i år – har vores lejrskole givet mange nye ven- og fællesskaber. Som en af vores garvede skiløbere – samt andenårselev – sagde, så havde dette års skitur faktisk været bedre end sidste års, selv om der i vinteren 2018 var høj sol og hårde pister fra morgen til aften.
Vejret er ikke alt. Det er ikke sol, sne, blæst eller tø, der former os. Det er mennesker.
”Vi har haft sådan et rigtigt godt værelse, og det har gjort turen meget bedre end sidste år,” sagde eleven.
Andre fremhæver, at de har lært medelever at kende, de ikke har talte meget med derhjemme. Af den simple, og helt naturlige grund, at eleverne er blevet mikset på kryds og tværs under hensyntagen til deres skiniveau.
Nogle af dem, der har verdensmestre til en masse ting, har været begyndere her i Wagrain. Og nogle af dem, der ikke altid fejrer de største succeser, når der er tyskeksamen eller adventurerace, har fundet ud af, at der er andet, de er rigtigt gode til.
For sådan er det jo. Vi kan ikke alt alene, men vi kan det hele sammen.
Det beviste skituren også i år.
Vi kom ikke op på toppen af Flying Mozart for at få taget fællespillede – det klarede vi i ”hotelgården”. Sådan var virkeligheden.
Det var ikke alle, der nåede helt op på Rote 8 for at få ekstra fart i skiene på en rød piste – men de havde rigtigt gode oplevelser på de blå. Det var meget virkeligt.
Og det var ikke alle, der blev nogle pokkers karle til at stå på ski – men det kan de blive en anden gang. Virkeligheden handler om, at alt ikke sker på med lynets hast. Ting tager tid.
”En anden gang” kan de koncentrere sig om skiløbet, da de med høj sandsynlighed ikke har 120 efterskolekammerater omkring sig mens de øver.
Selvfølgelig er der også elever, der er glade for, at skidagene nu bliver afløst af skoledage.
”Nu klikker jeg skistøvler for sidste gang i mit liv,” sagde en pige, da hun i skikælderen skulle lukke sine støvler sammen, så de ikke mister formen, når de bliver duftopfrisket og tørret.
Måske får hun ret. Måske ikke.
Det vigtigste er, at hun har prøvet det. Det er selve essensen af et år på efterskole. Prøv det.
Nu vil vi prøve at slappe af. Helt af. Vi har 1400 kilometer og 18-19 timer til at øve det i. Vi ses i Danmark. Vi ses på Lomborg.
Nye elever kan nemlig begynde her.

 

 

 

Mandag d. 14. januar - Vi valser rundt i Wagrain

Pister blev lukket, lifter stoppede, og busser kørte fast. Tredjedagen var udfordret af masser af sne, men der blev kørt ski – og drukket kakao.

Tidligere på skoleåret lærte elevholdets drenge at danse vals, og om få måneder står den på lancier op mod gallafesten.
På skiturens tredjedag stod den på snevals. I hvert fald i overført betydning. I ved den, der går på: ” Der er sne, sne, sne, sne, hvor man kigger hen.. Hele verden er ren og fin igen. Når de små fnug danser, danser vi med dem, og synger en snevals, der kalder humøret frem.”
Der ligger i forvejen en masse sne i Wagrain, men når vi ser, hvordan vores minibus har fået lagt 30 centimeter til i højden på én nat, og når det fortsætter med at sne, når vi står linet op mandag morgen, så bliver vi klar over, at det er store mængder, vi taler om.
Derfor blev vores tredjedag på ski da også noget anderledes, end vi havde regnet med – og håbet på. Men ligesom klare solskinsdage, som bare indbyder til skøn udsigt og masser af problemfri kørsel giver gode minder, kan vi jo også bruge en mere udfordrende dag til noget.
Når nogle pister er lukket.
Når en gondol – uvist af hvilken grund – holder stille i et kvarters tid (ifølge vores sædvanligvis pålidelige, men også lidt overdrivelige elever) med folk dinglende deroppe.
Når fastkørte busser umuliggør, at vi kan komme fra et usigtbart bjerg til et knap så usigtbart bjerg.
Når de planer, der møjsommeligt er lagt bliver skrottet hurtigere end vi kan foretage et styrt.
Ja, så kan vi jo ærgre os røde og hvide som danske og østrigske flag, og vi kan skyde skylden for det dårlige skivejr på alt fra vejrguder til vagtlærere. Det kunne vi gøre, men det nytter ikke noget.
Derfor kører vi det ski, der er muligt, vi tager en ekstra kakaopause på bjerget, og så oplever vi jo en dag, som turisterne ikke får, når der bliver skyfrit vejr og minus en grad fra morgen til aften. Det skulle det blive, når vi er taget hjem…
Indstillingen hedder – surprise – ”mæ påen”, og derfor blev der også kørt en masse ski denne mandag. Og drukket kakao.
LGI 18/19 kan derfor – i modsætning til sidste års elevhold – fortælle, at de kan køre i tæt sne og i høj sne, at de har prøvet at ligne snemænd og snekvinder, når de kommer til bunden af ”Rote 8”, og de har sågar også stået på både sorte og røde pister. Selv i det, som vi danskere vil kalde snekaos, men som er helt almindeligt på disse kanter.
Det er jo bare en smule sne.
Vi har valset rundt.
Det er ikke sikkert, ”trinene” er blevet helt så sikre på denne dag, men så glæder vi os over, at der er endnu en dag på ski – og med en fin vejrudsigt – hvor vi kan komme efter det sidste.
De massive snemængder indbyder også både til sneboldkamp med et twist: Man er nemlig knap så manøvredygtig, når man synker i sne til livet, men det er anderledes end hjemme i Danmark. Sådan skal en skitur være. En lejrskole. Den skal være noget helt andet end dagligdagen, og det er den. Men kernen er det samme: Fællesskabet mellem en elevflok og deres voksne.
Hyggen er i højsædet, når vi mødes til måltiderne eller spiller spil i spisesalen om aftenen.
Sammenholdet er blevet endnu stærkere, når vi vender hjem fra Wagrain.
Mandag aften er der også flere andre spil: Der er hockeyspil, håndboldlandskampspil, og ”musikquiz-spil”. Sofie, Josefine, Iben, Frida og Cecilie beviste med 42 ud af 60 mulige point – det er ret godt – at de kan deres musikhistorie.
At snevalsen så ikke var med blandt de 30 numre, må vi rette op i en musik- og dansetime, når vi er tilbage på skolen.

 

 

 

 

 

Søndag d. 13. januar - Skidag nummer to – vi tåger lidt rundt

Sigtbarheden var begrænset visse steder, men der er stadig udsigt til en fremragende skitur.

 

Vi beklager, at vi har udsat jer for ”clickbait” – altså har skrevet noget i en overskrift, der ikke er dækning for i teksten.
For vi tåger ikke rundt i Wagrain. Vi kører ganske fornuftigt, men vi kan ikke køre uden om, at der bliver kørt i tågen. På skidag nummer to – søndag – lå tågen tyk som et tæppe, da vi nåede op i højderne, inden nogle af begynderholdene helt planmæssigt skulle tage en lift ned ad Rote 8 til en mellemstation.
Dernede var sigtbarheden heldigvis anderledes god, og derfor var pisten banet for en god dag.
Natten til søndag var der kommet en del sne, og der kom også nedbør i søndagens løb. Heldigvis kan østrigerne det med at præparere pister, så underlaget er godt.
For at tilgodese, at eleverne får udfordringer, der svarer til deres niveau, var der ændret en del i nogle skihold. Især blandt de mange begyndere var der elever, der blev rykket lidt ned, så de kunne blive trygge på det niveau, de havde, i stedet for at føle et pres fra de andre på holdet, der utålmodigt ville videre. Altså både stejlere og hurtigere.
Fremskridt skal der til, men ikke hurtigere end elever – og lærere – kan følge med.
Det er ekstra vigtigt at have fornuften med, når vi rammer dag to og tre. Nogle elever er hurtigt blevet gode til at stå på ski, men når automatikken sætter ind, skal hovedet ikke sætte ud. Så kommer vovemodet, og så kommer der uheld og skader.
Bortset fra et enkelt skadet knæ i den milde ende, har vi været forskånet for disse ubehagelige hændelser. Jo, der er nogle ømme kroppe og nogle blå mærker, men det er jo bare beviset på, at vi bruger kroppen på den gode måde. Og at vi falder ind imellem.
Søndag fik vi desværre lejlighed til at teste uhelds-beredskabet, men bare rolig: Der skete intet alvorligt. En elev fik ikke bremset, da pisten drejede skarpt til venstre, og derfor tog eleven turen gennem en snedrive og nogle meter ned ad en skrænt. Da det er svært at kravle ned ad en skrænt, hvor sneen er lidt dyb, tog vi ingen chancer. Derfor kom en af de snescootere, der hjælper skiturister, når de har behov for det. På det tidspunkt var en håndfuld flinke østrigere allerede kommet ned til eleven ved hjælp af en særligt ”kædeteknik” med stave, så scooterfolkene skulle bare hjælpe eleven det sidste stykke.
Som ren rutine blev eleven kørt til hospitalet og røntgenfotograferet og scannet – der var heldigvis ikke sket andet end forskrækkelsen.  Derfor kan vi jo godt smile af en af kammeraternes udbrud senere på dagen: ”Der fik XX (elevens navn, red.) da lige en på opleveren og kom ud at køre snescooter”.
Jo, det ser spændende ud, når pistefolkene drøner afsted på de hurtige og manøvredygtige maskiner, men hvis vores elever skal ud at køre snescooter, må de altså gøre det i deres fritid.
Fritid har vi ikke på en lejrskoletur. Her er der samvær fra morgen til aften. Først en masse skiløb, sidenhen brætspil, boldspil og almindelig hygge, og her søndag aften tog 87 elever i Wasserwelt – et vandland lige i nærheden, der ikke er nær så vildt som navnet antyder – og der blev blandt andet svømmet under åben, men overskyet himmel.
Når det er omkring frysepunktet i det fri, sætter man pris på, at vandet er 30 grader.
Efter badeturen gik eleverne hjem til lyden af smeltende sne.
Vejret er slået lidt om, men vi håber, at det holder de næste par dage. Vi tåger gerne lidt rundt, hvis det skal være. Det står helt klart, at skituren for LGI 18/19 bliver god.

 

Lørdag d. 12. januar - Styr på skiene – ikke på tiden

Første dag på ski var grå og hvid. I hvert fald vejrmæssigt. Når det gælder indsats og oplevelser, var det en strålende dag.

 

”Hvilken dag er det i dag”.
Forstander-Flemming plejer at vide, hvad kalenderen siger, men efter halvandet døgn, hvor vi har været på farten og skiftet regngrå Lomborg ud med snehvide Wagrain, er der ikke noget at sige til, at vi er lidt forvirrede.
Dag 1 – i hvert fald to timer i torsdagsdøgnet – begyndte vores rejse, vi kørte hele dag 2 – om fredagen – så på en måde er det dag nummer tre, vi begynder på det, der er formålet med turen. Rettelse: Et af de to vigtige formål. Formål nummer et er naturligvis at stå på ski. Være aktiv. Få frisk luft. Oplevelser. Både i naturen og kulturen.
Nu er Lomborgs faste rutiner skiftet ud med lige så faste Wagrain-rutiner, og bortset fra det faktum, det er vanskeligt at vide, hvilken tid på ugen, vi lige er kommet til, så passer vi den. Tiden.
En skidag i Wagrain er ret enkel: Op, spise morgenmad, smøre madpakke, ”kaosse” rundt i ski- og støvlerum, mødes i skihold, afsted mod bjerget – køre ski, køre ski, køre ski. Der er undervisning om formiddagen og måske en del af eftermiddagen. Derefter bliver eleverne ”givet fri” på de pister, de har prøvet og kan magte.
I lighed med kutymen i vores springcenter derhjemme, skal man altid køre tre elever sammen, for hvis der sker et uheld, skal en elev blive hos den skadede – og en skal hente hjælp. Sådan er det, og sådan bliver det, selv om der er masser af mennesker på pisterne. Snescooteren med blåt blink og ”banan” på slæb har vi set på flere ture, og det er en påmindelse om, at nok er det her skæg og ballade – men det er også alvor.
Førstedagen er ikke den, der normalt byder på skader, for vi er jo forsigtige. Nu bliver øvelsen at overbevise os selv – og hinanden om – at nok er vi blevet dygtige, men selv på dag nummer to, tre og fire er vi ikke overmennesker, der kan trodse tyngdeloven og slynge Ingemar Stenmark ud i glemslen (hvem er han i øvrigt?)
Dette elevhold udmærker sig ved to ting – ja, mange flere, men to ting i denne forbindelse: Der er utroligt mange, der aldrig har haft brædder på fødderne før. Godt og vel halvdelen er debutanter. Den første dag på ski viste, at elevholdet også har talent og gå-på-mod udi skikunsten. Det forvissede vi os om ved at betragte de 65 begyndere på børnebakken på Grafenberg. Her har både elever og lærere – ingen nævnt, ingen glemt – brugt både en og to dage tidligere. Der er noget, som hedder ”Danskerbakken” blandt venner her i Wagrain. Børnebakken har også kælenavnet ”Henrikbakken”.
Det ændrer sig i år.
Både Henrik og langt de fleste begyndere nøjedes med de obligatoriske øvelser på bakken. Med meget få fald. Derefter stod den på blå piste, og nogle tog springet videre og kørte ud på rød.
Ja, og dertil kommer jo alle de elever, der aldrig har været i nærheden af børnebakken. Vi mødes på kryds og tværs i nye konstellationer under sådan en lejrtur.
Som nævnt længere oppe (af rejsebrevs-”bakken”) er formål nummer et med skituren at lære ski og køre ski. Formål nummer to dyrker vi også intenst, når vi er hjemme fra bjerget. Så skal vi hygge. Vi skal spille spil, vi skal snakke, springe trampolin – hvis vi orker det – have fodbold- og hockeykamp og hvad vi ellers finder på.
Forhåbentligt har vi fundet sammen i nogle nye grupper – om ikke andet midlertidigt – hvor vi føler en tryghed, fordi det er i de grupper, vi griner (meget) og græder (eller frustreres) en lille smule, og de grupper, hvor vi fejrer triumfer på blå, rød eller sort. Det sammenhold kan glide over og styrke de sociale aktiviteter, der også er en vigtig del af turen. En del, som betyder, at elevholdet er helt anderledes, når vi kommer retur til Lomborg, i forhold til dengang, vi tog afsted.
For længe siden. Hvornår var det nu, vi kørte fra Lomborg? Tiden er noget underligt noget her i Østrig.
Og så kom Andreas T. og Magnus V. lige forbi og bekræftede den problematiske tidsregning: ”Er det ikke søndag i dag? Skal vi ikke i Wasserwelt i aften”.
Nix, drenge. Det er lørdag, men efter lørdag kommer søndag, og vi når det hele. I morgen står solen op til endnu en dag. I østen kører liften op.

 

 

 

Fredag d. 11. januar - Natbus i Europa – skiturens start

Man skal ikke undervurdere forventningens glæde, når der er afgang mod Østrig. Man skal heller ikke undervurdere evnen til at sove.

Engang var en 18-19 timer lang bustur ned gennem Europa en oplevelse, som unge mennesker sikkert så frem til i lang tid. Tænk at stige ombord på en bus og så ende i Rom eller Barcelona efter flere tusinde kilometer? 
I vore dage flyver vi på kryds og tværs af verden. Alt går hurtigt, og vi er vant til oplevelser.
Alligevel var forventningen så stor som en snedrive i Wagrain, da elevholdet gjorde klar til at sætte kurs mod skitur i Østrig. Torsdagen – altså på en måde skiturens førstedag, da vi jo skulle afsted klokken 22 – var med vilje designet som en helt almindelig undervisningsdag.

Der er jo brug for dem, hvis vi skal have tid til lejrskole i udlandet. Eleverne forsøgte at koncentrere sig så godt de kunne, men det var tydeligt, at der skulle ske noget om aftenen. Pigerne havde pakket flere dage i forvejen. Adskillige drenge fik vist klaret den del i timerne op til afgang.

Og afgang blev der. De to dobbeltdækkerbusser og en stor trailer blev pakket med militær præcision styret af skitursgeneralerne Jakob og Søren, og så var det ellers bare med at udstyre sig med Snapchat, Netflix, tæpper, kærester og kammerater i busserne. Gulvet på førstesalen kom hurtigt til at ligne en skål spaghetti med alle de hvide ledninger og stikdåser.

1400 kilometer foran Setra-bussernes snuder, og ikke mindst en forventning om at komme ned til kaos. 18-19 timer tæt pakket sammen. Uvisheden om, hvordan det skulle gå.

Skåret ned til tiden mellem to bybusstop, så gik det fremragende. Eleverne – og de voksne – fik sovet overraskende meget natten til fredag og fredag morgen. Med to chauffører i hver bus, var der kun skiftestop, så vi blev dårligt nok vækket, når der skulle nye arme, ben og øjne i styreboksen.

Mette og Jette – vores køkkengeneraler – styrede morgenmad og senere midddagsmad i sneen på et par rastepladser.

Hyggeligt. Og lidt køligt. Især i klip-klappere…. For der var jo kommet sne i Tyskland, men vi kørte nu direkte til Jugendhotel Oberwimm uden at skulle montere skikæder eller noget som helst. Ingen kø af betydning. Ingen uheld.

Nu kunne vi godt være kække og skrive, at snemængderne i Østrig da ikke er noget særligt, men i respekt for dem, der faktisk er omkommet på grund af vinterens vejrlig, nøjes vi med at konstatere, at forholdene i Wagrain minder om dem, vi havde sidste år. Og de var gode. Det tegner fint.

Fint og effektivt. Aftensmad, skiudlevering, hyggestund og den obligatoriske snak på værelserne, inden der blev ro.

”Skal vi ikke lave en døgner”, lød det var et par drenge, da vi ankom til Wagrain fredag sidst på eftermiddagen, men da det på det tidspunkt var 35 timer siden, de sidst havde ligget i en rigtig seng, var det dejligt, de ikke valgte endnu en nat væk fra sengen.

At stå på ski handler ikke kun om at bruge kroppen. Hovedet skal også være med, og indstillingen i busserne ned gennem en nat og en dags Europa, beviste, at fornuften sagtens kan vinde over stor spænding over en bustur på vej mod en lejrtur.

 

 

Fredag d. 11. januar

Det kører for Lomborg, der er på vej på skitur. De 149 passagerer i de to dobbeltdækkerbusser er ganske vidst langt fra Wagrain fredag formiddag, men asfalten på Autobahn er sort, og 900 ud af 1300 kilometer er tilbagelagt.
Mens der har været mørkt og stille i “sovebusserne” i nat, er omgivelserne uden for skiftet fra gråt til hvidt.
Morgenmaden blev indtaget i sne til anklerne, men endnu mere venter, når vi passerer grænsen til Østrig.

Følg med på Snapchat, Instagram og Facebook. Og her.